Biler i Blodet

Stadigvæk i Frankrig, Vejret er fantastisk, Maden ligeså.
Sidder ofte, når jeg er i Frankrig og på bar, og studerer franske biler og deres køre kultur. Som et af Europas store bilproducerende lande er deres forhold til (deres) biler bemærkelsesværdigt. Det adskiller sig ihvertfald fra andre landes, eksempelvis Italien og Tyskland for at nævne nogle som også kan skrue en bil sammen. En franskmand kan godt, i årevis, leve med en mega bule i fordøren, en afrevet bagkofanger, ingen lys i lygterne. Og bilvask? Den blev vasket fra fabrikken, det må være alt rigeligt.

Som jeg husker det (sikkert forkert) opfandt Jean Claude Baptiste Sigurd Emanuel Citroën forhjulstrækket/den forhjulstrukne bil en gang for længe siden. En rigtig fransk opfindelse som med et slag forringede køreegenskaberne på automobilet, og selv den dag idag er langt de fleste biler forhjulstrukne. Opfindelsen tåler klart at blive sammenlignet med Guillotinen, DDT, Klyngebomben, Agent Orange og andre tiltag som verdens befolkning siden har nydt godt af. Som jeg husker det, placerede M. Citroën også gearkassen foran motoren, foran forakslen, ja helt derude hvor han til sidst løb tør for metal til at gøre den fast i, men jeg kan huske forkert.

Begejstringen for forhjulstræk aftager dog med prisen, ihvertfald når prisen nærmer sig millionen og ejeren "vil have" en drengerøvsbil, der lystrer roret og kører som han vil have det. Hvor mange har hørt om forhjulstrukne Ferrarier? Nej vel?

Nå tilbage til min Franske Bar. Lige ved mit brune plasticbord, er en Peugot et-eller-andet-tal ved at baglænsparkere. De er faktisk gode til det hernede, med en Gaullois i munden hiver og flår den stakkels mand i rattet (mangler der lidt vædske i hans servostyring?) og langsomt får manden parkeret på en plads hvor der er lidt for lidt plads. Med ægte fransk akkuratesse bakker han langsomt op imod den bagvedholdende Punto, og den følsomhed som han udviser da hans campingkrog langsomt og knasende folder nummerpladen på Puntoen op til noget der ligner en sommerhat er en kunstner værdig, plasticstumperne fra den plade som hidtil holdt pladen fast drysser som sort sne ned i rendestenen. En helt unique oplevelse. Manden stiger ud, smækker døren hårdt i. Døren går op igen. Med en dyb indåndinng tæver han den venstre fordør ind i karossen så hans Wunderbaum falder ned i bilens bund. Sådan skal en Peugot have det. Døren forbliver lukket, manden går, pulsende på sin Gaullois, ned af gaden.. En sand kunstner.

Frankrig i 2010

Tja, Intet nyt fra Vestfronten.

Jeg befinder mig på Rue Alphonse Karr i den venlige by Nice.
Jeg skal være her i tre uger, hvilket kan virke voldsomt når man tager mit psykotiske forhold til franske biler i betragtning. Og biler det er her til overmål; især franske forhjulstrukne, bulede, misligholdte baljebiler. Er det eneste de kan finde ud af at køre bil og spise frøer?

Jeg har googlet Alphonse; hvad var han siden en vej er blevet opkaldt efter ham?

Han er en long gone forfatter, her er et citat til eftertanke:

Love is the most terrible, and also the most generous of the passions; it is the only one which includes in its dreams the happiness of someone else.