Køer på græs.

Jeg vidste godt at Ortigas udstrakte græsarealer var blevet lånt ud til en nabo med malkekvæg den torsdag. Alligevel blev jeg overrasket da jeg gik med hundene på nævnte agre; først hørte jeg en høj kommanderende stemme fra træerne som omkranser Ortiga, dernæst en knasen og brasen. Ned af bjergvæggen væltede 21 køer, begejstrede over udsigten til det knæhøje græs. Ligeledes var de ufatteligt nysgerige, de småløb mig i møde. Jeg er ikke fra landet og var noget beklemt ved at se 600 kg. grydesteg med spidse horn komme løbende i mod mig. Mødet endte dog lykkeligt, koen bremsede i god tid, og jeg kløede den imellem hornene, mens jeg med nervøs fistelstemme fremstammede Ihh, sikken fin ko du er.. 

Efterfølgende fik køernes robuste ejermand en øl, og der blev konverseret om dit og dat. Jeg observerede, en kende imponeret, hvordan Jean-Marie efter at have tømt dåsen, med legende, selvfølgelig lethed krammede den sammen til en lille bitte bunke metal. Fingekræfter var der nok af, måske skyldes det hans metier med køerne.

Luigis Biler

Jeg er som altid, når jeg er på Ortiga, facineret af Luigis biler.

Luigi var en Italiensk bonde som havde jorder der grænsede op til Ortiga, vi har kendt til ham i noget nær 30 år. På Luigis jord havde Luigi den vane at stille de biler som han var blevet træt af, f.eks. denne Ami-8. Her ville en dansker så tro at bilen gradvist ville gå i opløsning, blive til jernoxider og gå i forbindelse med undergrunden. Desværre er klimaet hér så gunstigt at Luigis biler ville blive stående i æoner, hvis ikke den franske folkesjæl hjalp med til at løse problemet. Hver gang jeg har kigget på Luigis Ami, er der forsvundet nogle dele. Et sidespejl, en dør, baglygter, ja sågar røg motoren til sidst, med homokinetiske led, gummimuffer og hele den franske forhjulstrukne herlighed. Men resten! Der er simpelthen ikke rust i den bil, og den har stået på samme sted i 10 - 15 år.  Jeg har altid haft den fornemmelse at hvis de langfingrede franske naboer ellers kom og skruede det det fast som de havde hugget igennem tiderne, ville vi, med guds hjælp og lidt håndkraft kunne starte bilen og den ville kune køre derfra. Dog skulle den nok støvsuges indvendig.

Den er fransk, Den er forhjulstrukken, den er farlig! Brandfarlig

På vej hjemad på ring 4 så jeg en Citroën ryge voldsomt, fra den helt forkerte ende. Ved siden af stod en kvinde af talte i mobiltelefon, og jeg tænkte kortvarigt: Der er styr på tingene, jeg kører videre og lytter til Mennesker og Medier på P1. Her var det så at det limbiske system tog over: der er nok ikke styr på ret meget, Pull Over. Kvinden var i færd med at fortælle sin mand at deres nye franske bil havde besluttet sig til at forlade denne verden. Instrumenterne havde vist ”motorfejl” hvilket jo var helt rigtigt. Der var ild i den. Der er intet som slår fransk instrumentering. Jeg brød ind og spurgte forsigtigt om der var andre som var orienteret om pulverbilens sørgelige deroute, og vi blev hurtigt enige om at 112 var en rigtig, rigtig god ide. Flere gode mænd kom til, og spurgte kvinden om der var noget i bilen som skulle fiskes ud inden det var endegyldigt forbi med citronen. Vi kiggede hinanden i øjnene og fik raget barnestol, sportstaske og bilens papirer ud, mens fronten på den rummelige familiebil brændte lystigt og vi kunne mærke strålevarmen i ansigtet, til lyden af små eksplosioner. Det var formentligt et seks liters reservoir til den franske, hydropneumatiske affjedring der nu var nået kogepunktet og opgav ånden. Så var det at vi modtog en mental sms fra de øvre magter: ”Hvis I ikke vil se perleporten før tid, hvorfor befinder I jer så i en brændende baljebil, ovenpå en 60 liters tank med 95 oktan? Livet er for kort til franske biler”. Barnestole og sportstaker blev slæbt uden for flammers rækkevidde og vi så fascineret til da bildæk eksploderede med høje knald og sort brændende gummi fløj gennem luften. Så ankom ordensmagten i god ro og orden, og lidt senere brandvæsnet som pøsede likvider ud over det som skulle have været omdrejningspunktet i næste uges skiferie. Vi tre firstrunners blev enige om at fejlen var at bilen var fransk. Et veritabelt sankthansbål på hjul; vi ønskede det unge par (manden var i mellemtiden dukket op) held og lykke med deres næste bil og drog videre.